Fotoalbum

Helle og Michael, forældre til Signe, skriver om weekenden:

 

Rammen for årets familie tur med Forældregruppen til børn med afføringsproblemer, var Comwell Campus i Korsør.

Dette skønne konferencested har i flere omgange langt lokaler og faciliteter til vores familieweekender.

Stedet er omgivet af en smuk natur med skov og strand og udsigt til vandet, så man har mulighed for at komme ud og få luftet sine tanker.

Stedet har mange dejlige rum hvor vores børn kan opholde sig, og ingen der ”tysser” eller vender øjne af børnene når de leger, løber og larmer som børn nu engang gør.

 

Indtjekning forgik fredag sidst på eftermiddagen og der var 20 familier tilmeldt – hvorefter der var fælles velkomst ved Styregruppen.

Der blev weekendens program gennemgået og herefter var der spisning i små sammensatte grupper.

Grupperne og bordplanen passede sammen sådan, at der var plads til at grupperne kunne sidde sammen og spise. Man skulle i grupperen nemlig interviewe hinanden og - ud fra interviewet -  lørdag morgen fortælle om en anden familie.

Børnene fandt hurtigt sammen og det gjorde forældrene også. Snakken gik hurtigt lystigt i lokalerne på tværs af ”nye og gamle” medlemmer, voksne som børn og unge.

Hospitalsklovnen kom fredag forbi og underholdte.

 

Lørdag startede med dejligt morgenmad, hvorefter der var lavet et børneprogram og et forældreprogram.

Børnene skulle på teambuilding med forskellige aktiviteter og der var lavet 3 biografer med forskellige film, så børnene kunne vælge den film som passede til deres alder. Dertil kunne de udfolde deres kreative side i aktivitetsrummet sammen med børnepasserne.

Forældrene fik besøg af Ann og Søren fra firmaet Xcoach. De har begge flere forskellige uddannelser bag sig, blandt andet har Ann været sygeplejerske og Søren direktør i et tøjfirma.

Formålet med undervisningen, var bl.a. at se tingene i et andet perspektiv og gøre perspektiverne bevidste for en selv og give nogle redskaber til at bremse op i hverdagen, og mærke efter hvor på ”banen” vi som forældre er.

Livs situationen var illustreret som en fodboldbane med forskellige aktører;

  • En målvogter
  • En forsvarsspiller
  • En angrebsspiller
  • En dommer
  • Publikum
  • Kameramand

Citat taget fra deres hjemmeside

”Alle har mål - noget man gerne vil, gerne vil opnå, noget man gerne vil kunne gøre eller være bedre til. Hvad med dig? Handler du på dine mål - eller tænker du bare på dem?

Tænker du mere end du handler, er det fordi du mangler motivation og forståelse for, hvad det koster at holde fast i dine undskyldninger og forhindringer.

Du mangler også et helt klart billede af, hvad du får, når dine forhindringer ikke er der længere.

Jeg taler om alle de forhindringer, du har fortalt dig selv og dine omgivelser i årevis om, hvorfor du ikke kan gøre det ene og det andet.

Glæd dig over, at du kan ændre det og gå efter det liv, du virkelig fortjener. Det er en simpel beslutning, et valg. Lev det liv, du virkelig ønsker, ellers bliver du drænet for energi og ressourcer - og det har konsekvenser for dig selv, dine nærmeste og for dine kolleger”.

 

Vi fik ad flere omgange, nogle små opgaver ”2 og 2”. Det gav anledning til gode snakke rundt om i lokalerne og gjorde at vi hver især fik noget at reflektere over.

 

I løbet af eftermiddagen var der indlagt fælles familieaktiviteter – til stor morskab for både børn og voksne.

Lørdag aften var der festmiddag, hvor der blev holdt et par taler til børnepasserne, styregruppen og ikke mindst en jubilar. Kathrine som var med om børnepasser, havde denne familieweekend som hendes 20´ende.  Det er i øvrigt Kathrines ”historie” der som er udgivet i bogen ”Dengang Kathrine havde ondt i maven”.

 

Herefter var der fri leg for børn og forældre. Ingen fest uden diskotek og farverige alkoholfrie drinks til stor glæde for børnene. Der blev danset, lavet stopdans, dystet i luftguitar og ikke mindst danset Limbo. Sikke nogle seje børn, der bare kunne være dem selv uden andre kiggede skævt til dem. De var jo alle i samme båd og sikke et fællesskab på kryds og tværs af deres aldre og køn.

Efter en dejlig dag / aften med mange gode indtryk og oplevelser, gik familierne til ro som det nu passede inde i de forskelliges familiers behov.

 

Søndag morgen var der atter en dejlig morgenbuffet, og aktivitetsrummene åbnede på ny.

Kl. 09.00 gik søndagens program i luften. Der var generalforsamling hvor der bl.a. blev evalueret på weekendens forløb, drøftet ideer til kommende weekends og valg til 2 poster i styregruppen. Styregruppen fik genvalg og ny suppleant blev Robert Larsen.

 

Herefter var der familieaktivitet udendørs med Geocaching. Vi var rundt i den skønne natur for at finde poster, hvor vi skulle tage point og bogstaver med hjem.

Herefter var der frokost hvor der igen blev hygget og snakket.

Alt godt har en ende, så det var tid til at ønske god efterårsferie og hjemtur samt på gensyn i 2016.

 

Det har været en rigtig dejlig weekend hvor der var rig mulighed for at få delt erfaringer, ny viden og ikke mindst få ”skuldrene ned” – i en ofte presset hverdag for mange af forældrene til de skønne ”tarmbørn”.

Jeg er sikker på, at børnene også har nydt en weekend hvor de alle var i samme båd og de bare kunne hygge sig på kryds og tværs af alder og køn.

 

En stor tak til Forældregruppen for en fantastisk weekend, til børnepasserne, Henning og Susanne fra Copa samt personalet på Comwell Campus for deres venlighed over for vores børn.

 

Lærke på 9 år har efter weekenden skrevet dette:

 

Jeg hedder Lærke og er 9 år. Jeg har en blindtarms stomi.

Jeg vil fortælle om den weekend, hvor jeg var med min familie på weekendophold sammen med andre børn med stomi. Det var rigtig hyggeligt. Det er 2. gang jeg er med. Fredag aften var der en hospitalsklovn som kastede med knive og sagde mange sjove ting. Da han var færdig med showet lavede han balloner til alle børn. Jeg fik en rød ballon som var formet som et sværd. Lørdag formiddag var alle børn ude og lave aktiviteter. Vi legede med vandballoner og lavede tagrende løb. Til sidst måtte man vælge om man ville prøve en stor svævebane eller køre ATV. Jeg var ude og køre ATV, den kørte hurtigt. Resten af weekenden legede jeg, og havde det sjovt med de andre børn.

Jeg glæder mig til næste gang vi skal mødes.

Venlig hilsen Lærke.

 

Signe på 12 år, skriver om weekenden:

 

Fredag da vi gik på efterårsferie skulle mig, min mor og far til COPA familieweekend i Korsør.

Jeg havde glædet mig helt vildt meget til en weekend med de andre børn fra COPA, især fordi jeg sjældent ser dem, så er det altid fedt at se dem igen.

Vi havde en rigtigt lang køretur derover. Da vi havde tjekket ind på hotellet, var der oplæg til weekenden. Da vi så var færdige, var middagen klar. Efter middagen gik vi bare og talte sammen.

 

Lørdag morgen skulle vi op og havde morgenmad og de voksne skulle have undervisning. Imens skulle vi børn lave udendørs aktiviteter med nogle ansatte far hotellet. Det var meget sjovt. Vi skulle lave forskellige stafetter. Vi skulle nu ind og havde middagsmad og gøre os klar til hjemmebiograf hvor vi fik falske penge til at købe slik for og sodavand- undervejs i filmen, skulle vi lave familieaktivitet. DET var rigtig sjovt og hyggeligt fordi man lavede noget allesammen. Efter det skulle de voksne ned og havde undervisning og vi så resten af filmen. Bagefter gik mange af os ned i aktivitetsrummet og om aften var der diskotek.

Søndag skulle vi pakke sammen og tjekke ud af værelserne, men inden vi tog hjem skulle vi på geocaching.

Weekenden har været så hyggeligt fordi jeg kunne bare tale frit om min sygdom 

Det var min tur til Korsør med CopaBlåt hjerteBlåt hjerte 

Der er endnu ingen billeder i fotoalbummet.